Anbefalinger vedr. oprettelse af klassekasser
En klassekasse er en privat ordning og skolebestyrelsen har ikke nogen umiddelbar indflydelse på hvorledes den drives. Derfor kan skolebestyrelsen kun komme med sin anbefaling og skolebestyrelsen opfordrer til en fælles drøftelse om nedenstående ved oprettelse.
Det er frivilligt for klasserne/årgangene, om de ønsker at have en klassekasse.
For en klassekasse gælder:
En klassekasse er en privat, fælles pengeindsamling, som den enkelte klasse/årgang kan etablere.
Formålet med en klassekasse kan være at give klassen ekstra midler til ekstraordinære udgifter, som skolen ikke er forpligtet til at betale, f.eks. til fællesindkøb til klassen, klassefester/-arrangementer, en is på en tur osv.
Klassekassen kan ikke bruges til aktiviteter og redskaber, som er grundlæggende for undervisningen. Disse udgifter dækkes af skolen.
Indbetaling til en klassekasse er frivillig. Der kan - forældrene imellem - opfordres til indbetaling til klassekassen. Gentagne fælles opfordringer er i orden, men det enkelte barns forældre kan ikke rykkes for betaling.
Har man en eller flere gange bidraget til klassekassen forpligter det ikke til at indbetale sidenhen.
Indbetalinger til en klassekasse aftales forældrene imellem. Det bør være muligt at indbetale enten via bankoverførsel eller ved kontant indbetaling. Klassekassen bør fø-res på en særskilt konto, der er oprettet med flere ejere, så der ikke kan opstå tvivl om ejerskabet til midlerne, hvis der skulle hænde bestyreren af klassekassen noget (døds-fald, skilsmisse m.v.).
Læreren kan ikke påtage sig opgaven som kasserer og deltager ikke i indsamling af penge.
Klassens forældre fastsætter selv størrelsen på indbetalinger. Derudover kan klasse-kassen have indtægter fra salg ved forældrearrangementer og sociale arrangementer.
Klassens forældre informeres en gang årligt om klasseklassens økonomi, og regnskabet bør gøres tilgængeligt , f.eks. via Aula.
Det må ikke fremgå af regnskabet, hvem der har eller ikke har indbetalt til klassekassen.
Alle klassens elever har lige andel i klassekassens midler, uanset hvor meget de enkelte forældre har indbetalt. Der er ingen tilbagebetaling, hvis en elev ikke deltager i et arrangement eller udtræder af klassen. Elever, der indtræder i klassen efter klassekassens oprettelse, får automatisk andel i de opsparede beløb. Hvis klassekassen har midler når eleverne forlader 9. klasse, skal midlerne deles ligeligt blandt klassens elever.
Forældreråd og klasselærer(e) afgør efter samråd med eleverne, hvad pengene fra klassekassen skal bruges til og hvordan pengene udbetales.
Anbefalet i skolebestyrelsen v. Ulstrup Skole, januar 2020