Skoleudviklingssamtale for Ulstrup Skole 2024/25
Dato og deltagere: 14. marts 2025 – skoleledelsen, gamemaster/skoleleder fra anden skole, skolechef, fagkonsulent, sekretariatskonsulent.
Formål med skoleudviklingssamtalen
Skoleudviklingssamtalen er obligatorisk jf. folkeskoleloven. Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe rammen for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen, så eleverne får de bedst mulige rammer for faglig udvikling og trivsel. Møderne er en vigtig del af den løbende kvalitetsudvikling med henblik på at udvikle og forbedre udvalgte indsatsområder lokalt. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af udvalgte udfordringer og de indsatser, der iværksættes fremadrettet.
Skolens indsatsområder
Indsatsområde:
Styrkelse af det professionelle læringsfællesskab i klasserummet med flere ressourcer
Vi har fokus på, hvordan vi som ledelse bedst understøtter personalet i at styrke det professionelle læringsfællesskab, når der tilføres flere ressourcer i klasserummet?
Ulstrup Skole har i de seneste år modtaget flere enkeltintegrerede elever, hvilket har medført en betydelig tilførsel af ekstra ressourcer i undervisningen – herunder støttepersoner, klassepædagoger og to-lærertimer.
Ved skoleårets begyndelse blev der udarbejdet og præsenteret en fælles ramme for, hvordan disse ressourcer skal anvendes i klasserne. Derudover blev der i uge 32 afsat tid til fælles planlægning af bl.a. to-lærertimerne med fokus på co-teaching.
På trods af disse tiltag oplever vi, at ressourcerne ikke udnyttes optimalt.
Vores hypotese understøttes af data fra den nationale trivselsmåling, hvor der ses en tilbagegang i indikatorerne for faglig trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration.
Derfor ønsker vi som ledelse at arbejde undersøgende og reflekterende med, hvordan vi kan skabe bedre rammer for samarbejdet omkring de ekstra ressourcer. Målet er at styrke det professionelle læringsfællesskab og sikre, at ressourcerne i klasserummet bidrager til øget faglighed, stærkere fællesskaber og bedre læring – i tråd med skolens værdigrundlag.
Opfølgning:
Handling i forlængelse af skoleudviklingssamtalen
- Ledelsen udarbejder en procesplan for implementeringen af bl.a. Co-teaching, som efterfølgende præsenteres og kvalificeres af skolens pædagogiske udvalg, som derefter præsenteres for hele personalegruppen.
- Videndeling om skolens ressourcer og prioriteringer med det samlede personale. Herunder fokus på kvalificering og den ønskede effekt af to-lærertimerne
- Kommende skoleårs pædagogiske temaeftermiddagen planlægges med fokus på professionelle læringsfællesskaber og med udgangspunkt i kvalificering af de mange to-lærertimer
- Der planlægges med to obligatoriske forløb i alle klasser med brugen af undrevisningsmodellen med fokus på privilegerede positioner for alle skolens elever.
- Udviklingen i den Nationale trivselsmåling følges tæt med særlig opmærksomhed på faglig trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration i undervisningen – suppleret med lokale data, hvor eleverne giver feedback på oplevelsen af undervisningen og støtte i klasserummet
- Ledelsen og ressourcepersoner observerer, hvordan ressourcerne anvendes i undervisningen og hvordan samarbejdet fungerer
- Procesplanen justeres løbende set i relief til brug af data til løbende at tilpasse rammerne og støtten – fx tid til fælleplanlægning, rollebeskrivelser og kompetenceudvikling
- Ledelsen deltager kontinuerligt i teammøder med særlig opmærksomhed på udvikling af det professionelle læringsfællesskab og med løbende evaluering i forhold til hvordan brugen af to-lærertimerne understøtter skolens værdier læring, fællesskab og faglighed
Kommunal ramme for skoleudviklingssamtalen

Kommunal ramme for skoleudviklingssamtalen (fortsat)
Skoleudviklingssamtalerne tilrettelægges og understøttes med udgangspunkt i læringscirklen. I praksis understøttes processen af forvaltningen gennem et skoleår.
Der afholdes:
Indledende dataworkshop
Læringssamtale mellem skoleledelse og forvaltning samt
Afrundende opfølgningsworkshop
Notatet offentliggøres på skolens hjemmeside
Skolebestyrelsen inddrages før og efter.

Nøgletalsoverblik: Ulstrup Skole | Børne- og undervisningsministeriet (uddannelsesstatistik.dk).