Formandens årsberetning 2020
Så er endnu et år gået på Ulstrup skole og i bestyrelsen. Sikke et år - fyldt med spændende opgaver, nye udfordringer og en helt ny og særlig udfordrende tid med corona.
Vi startede som altid, med fuld fart på efter ferien. Vi i bestyrelsen synes, at synlighed af de forældrevalgte er vigtig, så vi prioriterer at deltage i alle forældremøderne på skolen.
Både for at vise flaget, men også for at synliggøre bestyrelsen og den arbejde, og også for at gøre lidt reklame. Vi håber, at vi på den måde, kan få flere til at stille op til valget, og det ser jo ud til, at det virker. Vi kan desværre ikke videreføre vores nye tradition med kaffebord ved årsmødet, på grund af corona. Men bare rolig, det kommer tilbage næste år.
Bestyrelsens arbejde med at revidere alle principperne for skolens virke, er næsten i mål. Vi havde en “princip lørdag “ i januar, hvor vi arbejdede med flere af de “skrifttunge” principper. Vi nåede så langt med arbejdet, at vi har kunnet færdigøre mange af principperne hen over foråret, så vi nu næsten er i mål. Så det er bare så fedt at se, at det kæmpe store arbejde, som alle fra bestyrelsen har lagt i det bærer frugt - så tak for det!
Ud over principper, er en af bestyrelsens mærkesager, at skabe en mere sikker skolevej for vores børns færden til og fra skole. I det arbejde har Lise Lotte, igen, virkelig lagt et stort stykke arbejde, og hun kæmper en brag kamp for at skabe så sikker en færdsel omkring skolen som muligt. Dette er dog blevet sat lidt på standby, på grund af vejarbejde omkring skolen. Men Lise Lotte lover at kæmpe videre efter ferien.
På Ulstrup skole har det, ligesom de fleste andre steder i verden, været corona, der har fyldt her i foråret. Der er fra skolens ledelse og skolens medarbejdere, blevet lagt et kæmpe arbejde i at få skoledagen til at fungere. Der er blevet tænkt i nye baner og nye muligheder for undervisning.
Nogle ting har været udfordrende, og andre ting har fungeret super godt. Så vi har alle fået nogle erfaringer med, som kan bruges i det videre virke på skolen. I bestyrelsen har vi også haft “hjemmeundervisning” i form af virtuelle møder. Jeg synes, at det har fungeret godt. Men jeg glæder mig over, at vi igen kan mødes, og se hinanden i øjnene, når vi diskuterer et emne.
Så jeg ser virkelig frem til et nyt år i bestyrelsen. Et år hvor vi forhåbentlig ikke skal kæmpe med corona, men i stedet kan koncentrere os om, at få de sidste principper gjort færdige, og kæmpe videre med alle de andre spændende ting, som helt sikkert kommer, som vi skal tage stilling til.
Tak for et godt år.
Henrik Laursen
Formand for skolebestyrelsen